Et isoleringsbrud, ofte brugt synonymt med 'varmebrud', er et grundlæggende begreb inden for bygningsvidenskab og termisk teknik, der henviser til den bevidste indførelse af et materiale med lav varmeledningsevne i en konstruktion for at afbryde en ellers sammenhængende sti med høj varmeledningsevne. Det er den strategiske 'afbrydelse' i isoleringslaget, som forhindrer varmebroer. Begrebet kan beskrive både det konceptuelle designprincip og det fysiske komponent selv. I en bygningsmæssig sammenhæng er et isoleringsbrud afgørende ved alle samlinger, hvor det primære isoleringslag er afbrudt, såsom hvor en betonplade forbinder til en ydervæg, omkring vindues- og dørkarme, og ved strukturelle gennemtrængninger. Effektiviteten af et isoleringsbrud bestemmes af brudmaterialets termiske egenskaber (dens k-værdi), dets geometri (bredde og dybde) samt dets kontinuitet. For eksempel er isoleringsbruddet i et metalvinduesramme den polyamidstrib, der adskiller de indre og ydre aluminiumsprofiler. I en mere generel betydning kan enhver åbning eller svaghed i isoleringslaget, selv hvis den er utilsigtet, beskrives som et brud i isoleringen, hvilket understreger vigtigheden af kontinuitet for den samlede ydeevne. Målet med bevidst design af isoleringsbrud er at skabe en sammenhængende termisk barriere omkring bygningens klimaskærm, således at den effektive R-værdi for hele konstruktionen maksimeres. Dette princip anvendes ikke kun i byggeri, men også i elektronik (f.eks. varmebrud i kølelegemer), industrielt design og produktion af husholdningsapparater for at styre varmetransport, forbedre effektiviteten, forhindre kondensdannelse og sikre brugerens sikkerhed og komfort. At udføre og detaljere isoleringsbrud korrekt er en afgørende færdighed for designere og bygherrer, der sigter mod at opnå høje ydeevner, energieffektive og holdbare konstruktioner.