Termisk adskillelsesisolering betegner specifikt det materiale og den konstruktionsmetodik, der anvendes til at skabe en termisk barriere inden for en ellers højt ledende konstruktion, især i metalbygningskomponenter som vinduer, døre og strukturelle samlinger. Dets primære funktion er at reducere varmebroer markant – et fænomen hvor varme let strømmer gennem den ledende sti, hvilket fører til energitab og kolde områder. Denne isolering er ikke et masserfyldningsmateriale, men et strategisk placeret, kontinuerligt element med lav varmeledningsevne, der fysisk adskiller de indvendige og udvendige dele af en metalprofil. De mest almindelige og effektive materialer til dette formål er stive, højstyrke polymerer, især glasfiberforstærket polyamid (f.eks. PA66 GF25/30), som kombinerer en lav k-værdi (~0,3 W/m·K) med høj mekanisk styrke for at modstå skærværdier og trykbelastninger fra metalbeklædningen og strukturelle kræfter. Ydeevnen for termisk adskillelsesisolering måles ved dens varmegennemgang (Ψ-værdi, Psi-værdi), som angiver det lineære varmetab ved samlingen. Effektiv termisk adskillelsesisolering skal bevare sine egenskaber i årtier og derfor kræves fremragende modstand mod kryb under vedvarende belastning, termisk cyklus, UV-nedbrydning (hvis eksponeret) og fugtoptagelse. Produktionprocessen, typisk præcisionsextrudering efterfulgt af en 'pour-and-debridge'-teknik til aluminiumsvinduer, er afgørende for at sikre en porfri og stærk forbindelse mellem isoleringen og metallet. Denne specialiserede form for isolering er en grundpille i højeffektive bygningskapsler og bidrager direkte til reducerede energiregninger, forbedret komfort for beboerne ved at hæve overfladetemperaturen indvendigt, undgåelse af kondensdannelse samt overholdelse af stadig strengere internationale energikrav og bæredygtighedskrav for grønne bygninger.