Begrebet 'bedste termiske isolering' er kontekstafhængigt, da det optimale materiale bestemmes af en kombination af lavest mulig varmeledningsevne, applikationsspecifikke krav og samlede ydeevneparametre, herunder holdbarhed, sikkerhed og omkostningseffektivitet. I absolutte termer er de bedste isoleringsmaterialer vakuumisoleringspaneler (VIP) med k-værdier omkring 0,004–0,008 W/m·K og aerogeler ved ca. 0,015–0,025 W/m·K. Disse materialer opnår overlegne egenskaber ved at minimere alle tre former for varmetransmission: ledning (gennem en undertryksdannet gas eller et ekstremt porøst fast stof), konvektion (ved at undertrykke gasbevægelse i nanoporer) og stråling (via opakningsmidler). Imidlertid begrænses deres status som 'bedste' ofte af praktiske hensyn; VIP'er har en begrænset levetid, kan punkteres og er vanskelige at tilpasse på stedet, mens aerogeler er relativt skrøbelige og dyre. For de fleste kommercielle og boligmæssige bygningsprojekter kan den 'bedste' isolering være en balance mellem høj R-værdi pr. tomme, såsom lukket-celle-spray-polyurethanskum (ccSPF), og langtidsholdbarhed. I industrianlæg med høje temperaturer kan mikroporøse plader eller calciumsilikat være det bedste valg. Ved anvendelser, der kræver strukturel integritet sammen med isolering, såsom ved varmebryderstrips til aluminiumsprofiler, anses en glasforstærket polyamid (PA66 GF30) med en k-værdi på ca. 0,3 W/m·K for at være blandt de bedste, da den optimalt balancerer lav varmeledningsevne med høj mekanisk styrke og fremstillingsmuligheder. Derfor er den 'bedste' isolering ikke ét enkelt produkt, men det materiale, der mest effektivt opfylder de specifikke krav til termisk ydeevne, mekaniske egenskaber, brandklasse, fugtmodstand, installationsmuligheder, livscyklusomkostninger og miljøpåvirkning for et givent projekt, hvilket understreger vigtigheden af en helhedsorienteret, ydeevnebaseret specifikationsproces.