Betydningen af »varmebro« er et grundlæggende begreb inden for bygningsfysik og varmetransmission, og beskriver et lokalt område i en bygningskonstruktion, hvor varme strømmer lettere end i de omgivende materialer på grund af højere termisk ledningsevne. Tænk på det som en »genvej« for varmeenergi gennem en varmemæssig barriere. I en godt isoleret væg yder isoleringen stor modstand mod varmetransmission. Hvis der imidlertid indsættes et stærkt ledende materiale, såsom en metalstud eller en betonsøjle, gennem isoleringslaget, opstår der en sti med lavere modstand. Dette er varmebrosen. Effekten er ikke blot en lille stigning i energitab; det er en koncentreret og ofte alvorlig fejl. Det videnskabelige princip styres af Fouriers lov om varmeledning, hvor hastigheden for varmetransmission er proportional med materialets ledningsevne og tværsnitsarealet og omvendt proportional med længden af stien. I en varmebro fører det høje ledningsforhold for materialet (f.eks. aluminium med 160 W/m·K i forhold til isolering med 0,03 W/m·K) til en dramatisk lokal stigning i varmestrømmen. Dette resulterer i en lavere temperatur på den indvendige overflade af broen i forhold til de tilstødende isolerede områder. Når denne overfladetemperatur falder under duggpunktet, opstår kondens, hvilket medfører risici for skimmelsvamp og materielles nedbrydning. Derfor rækker forståelsen af begrebet varmebro ud over en simpel definition; den omfatter erkendelsen af dens fysiske årsag, dens skadelige virkninger på bygningers ydeevne, beboernes sundhed og energieffektivitet samt den afgørende betydning af at designe for at undgå eller mindske varmebroer gennem principper for termisk kontinuitet.