At definere termisk brodannelse er at beskrive et lokalt fænomen i en bygningskonstruktion, hvor der forekommer en markant øget varmeoverførsel på grund af materialer med høj termisk ledningsevne, som trænger igennem eller omgår den termiske isoleringslag. Det er en diskontinuitet i den ellers ensartede termiske modstand i en væg, tag eller gulv. Denne brudflade skaber en sti med mindst modstand for varmestrømningen. Den formelle definition bygger på sammenligningen mellem den beregnede, isolerede konstruktion og den kompromitterede konstruktion ved brostedet. Den afgørende parameter er den lineære varmegennemgangskoefficient, også kaldet Psi-værdi (Ψ-værdi), som kvantificerer den ekstra varmetab pr. meter længde af den termiske bro, ud over hvad der beregnes for de plane arealer. At definere termisk brodannelse indebærer også at forstå de to primære typer: gentagne termiske broer, som optræder med jævne mellemrum (som fx studsvirkninger i en skeletvæg), og ikke-gentagne (eller geometriske) termiske broer, som opstår ved samlinger som hjørner eller omkring åbninger. Definitionen er ikke komplet uden at anerkende konsekvenserne: øget energiforbrug, nedsatte indvendige overflatetemperaturer, risiko for kondensdannelse samt reduceret behag og sundhed for beboerne. Derfor er at definere termisk brodannelse det samme som at beskrive en kritisk bygningspatologi, som kræver bevidste designforanstaltninger for at sikre opførelsen af energieffektive, holdbare og sunde bygninger.